fbpx

Vi hører ofte i partiet, at Veganerpartiet burde hedde noget andet, da mange tager afstand til ordet veganer. Her er forklaringen på, hvorfor vi ikke skifter navn.

Når vi i Veganerpartiet er ude for at samle vælgererklæringer, så hører vi ofte, at navnet står i vejen for folks støtte. Også blandt egne medlemmer og støtter, så kommer diskussionen op engang imellem om, hvorfor vi dog ikke ændrer navnet.

Men her er, hvorfor vi faktisk er stolte af, at hedde Veganerpartiet og hvorfor vi skal rette ryggen og stå ved det.

Veganisme er et smukt ord. Når du vedkender dig ideologien, så vedkender du dig alle de værdier, som der ligger i ordet – (og du handler på dem).

Indlejret i ordet veganisme finder du:

  • Empati
  • Medfølelse
  • Ansvarlighed
  • Handlekraft
  • Ikke-vold
  • Retfærdighed
  • Fred
  • Frihed

Når du tilvælger ideologien i dit eget liv, så er det alle de andre ovenstående værdifulde ord, der er indlejret i den beslutning, som du har taget og det giver ikke mening, at ville vende ryggen til alle disse værdier.

En veganer har empati med dyrene, og medfølelsen gør, at vi ikke vil støtte op om deres lidelse. Veganeren tager et ansvar på sig, hvilket viser styrke og overskud og sætter gang i den handlekraft der skal til, når man skal handle imod det, som majoriteten af befolkningen ser som normalt, naturligt og nødvendigt. Ideologien handler om ikke-vold og at leve op til den kerneværdi, som vi alle deler – at hvis ikke det er nødvendigt at bruge vold, så skal man naturligvis ikke bruge vold. Det leder hen til retfærdighed, for det er ikke retfærdigt, at blive udsat for vold, hvis ikke du er skyldig – og alle dyrene er uskyldige. Levede vi alle efter disse principper, som vi jo alle egentlig deler værdimæssigt, så ville vi leve på en fredelig jord, hvor vores medvæsener – og os selv, ville være frie.

Veganisme er, at gøre hvad man praktisk muligt kan gøre, for at undgå at bidrage til andres lidelse. Så simpel er ideologien. Det betyder ikke man er perfekt – aldrig – men man forsøger, så vidt det er muligt, at stræbe mod ikke at bidrage til lidelse.

I Veganerpartiet står vi ved ordet – 100%. Vi står ved ordet, fordi vi ikke vil lægge skjul på de værdier, som vi i partiet indeholder. Det kræver mod og viljestyrke, fordi ordet er så stigmatiseret, som det er. Men mod og viljestyrke – det har vi også.

Vi vil 100% stå inde for, at vi ER og LEVER vegansk og altså med ovenstående værdier. Vi vil gøre opmærksom på alle de konsekvenser, som livsstilen fører med sig. Nemlig de positive konsekvenser for naturen (klima, miljø og biodiversitet) og folkesundheden. Og da mennesker også er dyr, så gælder retfærdigheden og medfølelsen naturligvis også for mennesker. Ingen andre ord indkapsler alle disse værdier og berører så mange områder.

Ordet er et ord, som vi kan være stolte af. Ordet indeholder alt det, som vi skal bruge, for at lede verden mod et mere kærligt samfund – kærligt overfor naturen, mennesker og alle de andre dyr.

Om du lever vegansk eller ej, så kan du alligevel til enhver tid sige ja til disse værdier og have et ønske om, at udleve dem bedste muligt i eget liv og se dem vokse i samfundet.

Hjælp os derfor med en vælgererklæring i dag: www.vgpt.dk, så vi kan komme nærmere målet.

Kender du overhovedet politikken? Tjek vores politik under bloggen ‘politik‘ og lige her hvor fundamentet for vores politiske arbejde uddybes.

Leave a Reply