fbpx
Ønsker man et nyt ‘normalt’, så må man holde fokus på det centrale og den fremtid man ønsker skal manifesteres. Det fokus og den determination har vi i Veganerpartiet og i dette indlæg vil vi argumentere for, hvorfor vi er nødvendige i dansk politik.

 

De sidste mange årtier er den industrielle brug af dyr eksploderet. Det har resulteret i så intensiv en avl, at dyrenes kroppe er så muteret, at man fx skal lede længe efter en kylling, som ikke har en eller anden form for smertefulde gener grundet avlen; en ko som kan gå normalt grundet yverstørrelse; og en gris der bare har det nogenlunde på sine 0,65 kvm.

Det er lykkedes industrien, at sælge forbrugerne et billede af, at vi i Danmark har verdens bedste dyrevelfærd. Det, alt imens grisene får multiresistente bakterier og grise-PTSD pga. de alt andet end venlige forhold de er i igennem i hele deres korte liv og kalve der får brændt deres horn og derfor gives smertefulde sår. Illusionen er perfekt når den økologiske drøm bliver åbenbaret og forbrugeren stolt kan fremvise sine økologiske, bevidste og dyrevenlige køb. Industrien ved jo godt, at den almindelige dansker ønsker at være ansvarlig og dyrevenlig. Her i Veganerpartiet kan det ikke tælles, hvor mange forbrugere der har skrevet, at de altid køber økologisk og fritgående. Folk ønsker, at være god ved dyrene og folk ønsker at tage ansvar for naturen.

Desværre er det de færreste forbrugere, som er bevidste om, hvordan produktionen af over 140 millioner danske dyr om året foregår. Det er de færreste forbrugere, som egentlig ved hvad der helt præcist går forud for flæskestegen, kyllingen, mælken og ægget og hvilke kæmpe konsekvenser det har for naturen, at holde denne produktion kørende dag og nat 24/7.

De oplysninger kan de vegansk-vegetariske organisationer hjælpe med, at få ud til den normale forbruger og det gør de også. Næsten hver dag går de ud og viser billeder fra tilfældige stalde, eller hvordan dyrene ser ud når de ankommer til slagteriet og viser statistikker for de sygdomme og lidelser, som stort set alle dyrene oplever i industrien. Der uddeles vegansk mad og aktivisterne taler med forbrugerne om, hvorfor man støtter en unødvendig produktion, hvor dyr avles, indespærres og dræbes, når man bare kan lade være. Det har faktisk aldrig været nemmere at leve dyrevenligt.

Det arbejde som disse organisationer og aktivister gør, er fuldstændig nødvendigt for at have en indflydelse på den offentlige mening og diskurs om dyr og hvad veganisme egentlig betyder.
Kommuner har skiftet til grønnere køkkener og nu vil nogle partier have lavet en dansk udregning på, hvor mange milliarder Danmark kan spare ved at spise grønnere. Udenlandske undersøgelser har nemlig vist, at lande kan spare rigtig mange penge i sundhedsudgifter ved den grønne omstilling.

Dyrerettigheder er der dog ikke nogen der taler om i Folketinget. Økocentrisme er heller ikke noget der overvejes på et politisk niveau.

Vi i Veganerpartiet mener, at det er vigtigt for dyrene, som er ofrene, at der arbejdes for dem både på et græsrodsniveau, men også på et politisk niveau. Både nedefra og oppefra. Rettigheder og hvem der skal have dem og hvor meget de skal have, er politiske beslutninger. Dyreværnsloven er politisk bestemt og formuleret. Det bestemmes også politisk hvem der skal varetage at den overholdes og hvordan. Alt det der foregår i landbruget er bestemt mellem industrien og politikkerne. Altså oppefra; og det har forbrugerne svært adgang til at få indflydelse på.

Lige nu er alle de beslutninger der tages i Folketinget, besluttet på baggrund af antropocentriske ideologier. Det betyder, at det altid er mennesker der direkte kommer i første række og dermed dem, man ultimativt skal tage det fulde hensyn til. Det kan være rigtig fint i mange sammenhænge, men når det kommer til beslutninger, som har direkte indflydelse på naturen, så er det stadig menneskerne der kommer i første række og dermed naturen der taber. Vi mener naturen skal vinde, da naturen er vores fundament for i det hele taget at kunne leve trygt og godt på planeten. De antropocentriske valg har negative konsekvenser for vores egen kilde til liv og trivsel og det mener vi, der skal laves om på. Alt for længe har naturen og vores medvæsener været taberne i menneskers politiske spil og grådighed.

Får økocentrismen og veganismen, som er de to ideologier Veganerpartiet står for, alle de vælgererklæringer og efterfølgende stemmer vi skal bruge for, at blive repræsenteret i Folketinget, så kan disse retninger få langt mere legimitet og de værdier der ligger i ideologierne, får langt mere taletid og indflydelse fra toppen af samfundet og ikke alene på græsrodsniveau.

Samspillet mellem det politiske og aktivistiske er nødvendigt for at skabe blivende forandring i samfundet.

Det er derfor Veganerpartiet er nødvendig på Christiansborg. Vi ønsker, at alle de aktivister der kæmper for dyrenes ret til et frit liv, for naturen og klimaet og miljø og ikke mindst folkesundheden, skal have en tydelig politisk stemme, så vi sammen virkelig kan skabe de forandringer der skal til, så vi i fremtiden har et seriøst bæredygtigt landbrug, mere natur, mere sundhed og trivsel og langt mere medfølelse både for hinanden og vores medvæsener.
—–

Hjælp os idag med en vælgererklæring, så vi kommer nærmere folketinget: www.vgpt.dk

Leave a Reply