fbpx

I Veganerpartiet mener vi helt klart, at alle dyr skal have lige rettigheder. Retten til ikke at skulle avles med en muteret krop, fødes ind i indespærring, undergå overgreb og dræbes i en ung alder.

Det paradoksale er dog, at vi på nuværende tidspunkt har en lovgivning, som rent faktisk dækker disse rettigheder. Rettighederne bliver bare ikke overholdt, og landbruget er stort set frit til at overtræde disse rettigheder dagligt og på systematisk vis.


Dette opslag vil gennemgå de to første paragraffer i Dyreværnsloven. Hvilke krav stiller de til behandling af dyrene? og afspejler disse beskyttende regler sig i praksis? Disse bestemmelser er en del af de generelle bestemmelser, og omfatter alle dyr. § 2 omfatter alle som holder dyr, uanset om det er hold af kæledyr, landbrugsdyr eller andet.

For at en landmand kan tjene penge på de dyr, han producerer, så skal hvert enkelt forsøg på dyrevelfærd vejes op imod den indtjening, han kan få for dyrene. Derfor er det også de økonomiske interesser, der vejer højere end dyrenes interesser, da landmanden skal have brød på bordet.

LOVGIVNINGEN:

§ 1: Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Det er gennem retspraksis fastslået, at efter dyreværnslovgivningen skal alle dyr betragtes som levende væsner, og ikke betragtes som ting, uanset anvendelse. I lovens betænkning findes følgende beskrivelse: alle dyr er levende, følende væsener og skal behandles som sådan.

Det fremgår, at dyr skal beskyttes ’bedst muligt’. Dette står beskrevet som: en anerkendelse af, at det i visse situationer ikke er muligt at undgå at påføre dyr smerte. Denne anerkendelse ses også i kravet om, at ulempen skal være væsentlig. Men hvad omfatter væsentligt?  Ulemper, som ikke vurderes væsentlige, er efter lovens ordlyd: de blotte ulempeforvoldelser. Med dette menes f.eks. øremærkning og blodprøvetagning.

En uddybelse af, hvor langt pligten til omsorgsfuld behandling rækker, findes i § 2.

§ 2: Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Efter denne bestemmelse skal alle dyr behandles i overensstemmelse med de særlige behov, som dyret har. Vurderingen omfatter art, grad af udvikling, tilpasning og tamhed. Beskyttelse mod sygdom, og behandling herfor, er også omfattet.

På trods af lovens beskyttelse, fremgår det af officielle tal fra industrien, at landbrugsdyrene udsættes for langt mere omfattende og systematiske overgreb, end loven tillader. I det praktiske arbejde i landbruget, betragtes disse overgreb som almindelige, acceptable og nødvendige for produktionen, på trods af, at de er direkte stridende mod gældende lovgivning.

PRAKSIS I LANDBRUGET

Vi har nu fastslået, at vi allerede har en lovgivning, som tilgodeser dyrenes særlige behov, som indeholder omfattende pligt til omsorgsfuld behandling, og som fastsætter krav til beskyttelsen af dyret. Omfattet af dyrets særlige behov og dets beskyttelse, kan næppe være at udsætte dyrene for avl, overgreb, indespærring og drab på samlebånd. Dyrene oplever angst, smerte, lidelse, varigt mén og væsentlig ulempe. Ikke at blive født ind i en produktion, med flerårig vækst, effektivisering og afstandtagen til etiske inddragelser, som først og fremmest handler om at tjene penge på dyrenes kroppe, må være det bedst mulige for dyrene.

*AVL AF DYRENES KROPPE GIVER “VARIGT MÉN”*

Som eksempel på intensiv avl ser vi kyllinger, der avles med så store brystmuskler, at de ikke længere selv kan holde sig oprejst og bære deres egen vægt. Det ses også hos høns, der skal lægge et æg om dagen, hvilket af branchen selv sammenlignes med at være en superatlet. Høns der ikke har været udsat for avl, lægger cirka 2 x 6 æg om året til sammenligning. Varige mén af avl ses også ved soen, der i dag føder langt flere unger, end hun har patter eller kræfter til, hvilket dermed giver pattegrisene lidelser. Som resultat dør der 25.000 pattegrise om dagen i Danmark. Som afsluttende eksempel kan vi også tage fat i malkekøerne, der har så store yvere, at de ikke kan gå normalt og uden besvær.

*”BESKYTTES MOD SMERTE OG LIDELSE”*

Helt normale overgreb i branchen er også at brænde kalvenes horn væk med et 600 grader varmt jern. Man har målt stresshormoner som et resultat af den smerte, som kalven oplever både under og efter overgrebet.

Pattegrise bliver systematisk kastreret og får klippet haler og hjørnetænder. Derefter lever grisene i lukkede stalde med et minimum af naturlig stimulation og under 1 kvm til hver enkelt gris at udfolde sig på. Når det ikke længere kan betale sig at give dem mad, så gasses grisene i en alder af 4-6 måneder. Det kan du nemt sammenligne med en hundehvalp.

Rovdyr som mink, der kan sammenlignes med en almindelig kat, lever i små bure hele deres liv, ligesom millioner af æglæggende høns enten er i bure eller sættes i rækker med kunstigt lys og miljø døgnet rundt.

*DYR SKAL BEHANDLES “OMSORGSFULDT”

– og “skal passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer” (jf. §2)*

Vi ved, at alle pattedyrs unger har behov for at patte hos deres mor, indtil de naturligt vænnes fra selv. Det er sådan, de får den bedste næring og den bedste omsorg. Ingen af dyrene i industrien får lov til at opleve, at være i naturlige omgivelser på en naturlig måde med deres mor. Ingen høne får lov at være “hønemor” for deres kyllinger, kalve tages fra koen efter 12-24 timer, og ej heller pattegrise får lov at die, som de gør i naturen og i den tid de har behov for.

I Danmark dræbes der over 140.000.000 dyr om året, og kun en meget lille procentdel af disse har oplevet at gå (bare nogenlunde frit) udenfor.

En enkelt landmand kan eje flere tusinde dyr med brug af kun meget få medarbejdere, da produktionen er fuldstændig automatiseret. Det betyder også, at der kun er meget lidt opsyn med hvert enkelt dyr – hvis overhovedet nogen. Hver dag hives døde dyr ud af staldene, hver dag opdages skader og sygdomme, og hver dag dræbes dyr, fordi landmanden ikke længere kan tjene på deres udslidte kroppe for mælk og æg.

Hvorfor accepterer vi, at disse paragraffer åbenlyst bliver overtrådt hver dag og på systematisk vis?

Når det er bestemt ved retspraksis, at dyr er levende væsner og ikke ting, mener vi, at en effektivisering af produktionen, som den foregår i dagens Danmark, hvor dyrene tydeligt behandles som produktionsgenstande, er direkte stridende mod lovgivningen.

Hvorfor accepterer vi, at det er socialt acceptabelt at udsætte dyr for systematiske overgreb og lidelser, når vi ikke gør det af hverken behov eller nødvendighed?

Er det ikke på tide vi overholder Dyreværnsloven og siger fra over for systematisk udnyttelse af andre levende væsener?

Støt Veganerpartiet i arbejdet for dyrene og en fair praksis der afspejler lovgivningen: www.vgpt.dk

Leave a Reply